Sikkerheds-bestemmelser

Sikkerhedsbestemmelser for Faaborg Havkajakklub.

Revideret august 2019

Sikkerhedsbestemmelserne gælder for klubbens medlemmer samt roere der bruger klubbens faciliteter.

Faaborghavkajakklubs sikkerhedsbestemmelser bygger på princip om roerens eget ansvar på vandet, eget ansvar for træning og vedligehold af færdigheder samt udvisning af sund fornuft og almen ansvarlighed på vandet i forhold til egenfærdigheder, vind og vejr.

Bestyrelsen opfordrer medlemmer til at tage Havsvømmebevis – 300 m i havet eller 600 m i svømmehal.

Frigivelseskravet i FHKK:  IPP2, DGI Havkajakroer 1 eller tilsvarende. Som frigiven er man berettiget til at ro uledsaget i dagligt rovand, under forhold roeren behersker.

Dagligt rovand:  Bjernebugten-Dyreborg havn, ind i noret ved Knold – over vejen og rundt om Knold, Nord/Syd om Bjørnø -til  Katterød rev-retur.  Roere, der ønsker at ro uden for dagligt rovand, ved mere krævende vind og bølgeforhold eller ved lavere vandtemperaturer, er selv ansvarlige for at tilegne sig de nødvendige kompetencer under betryggende forhold.

Sikkerheds udstyr: Vest er obligatorisk ved roning i klubregi.. Enhver roer eller gruppe skal indskrive sig i rojournal inden roning samt ved hjemkomst. Enhver roer eller gruppe medbringer pumpe og paddlefloat. Det anbefales at der ved kryds medbringes kompas. Uden for dagligt rovand anbefales at medbringe telefon i vandtæt pose, kompas og kort. På fællesture medbringer turlederen, førstehjælpsudstyr,  fløjte og slæbetov.

Nødvendige kompetencer: Enhver frigiven roer er ansvarlig for sin egen sikkerhed. Sikker roning forudsætter at man under de givne forhold kan føre sin kajak sikkert og sikkert kan bjærge sig ved selvredning. De givne forhold afhænger af vindforhold, bølger og strøm samt vand og lufttemperatur. Frigivne roere skal demonstrere en selvredning, samt en makkerredning ved sæsonstart. Sæsonstart er fra 1. maj, og ved en minimums vandtemperatur på 10 grader C.

Dygtiggørelse i vind og bølger : Roere må ro under mere krævende forhold, med henblik på dygtiggørelse og afprøvning af grænser, hvis de på anden vis tilgodeser deres sikkerhed. Dette kan være ved roning, hvor man sikkert kan stige ud og bjærge sig selv og kajakken i land, eller ved følgeskab med roer, der sikkert og kompetent kan yde den fornødne assistance. Klubbens instruktører understøtter egentræning på klubaftner og træningspas.

Erfaring med afkøling. Afkølinger en betydelig faktor ved vurdering af om roning er forsvarlig. Selv under forhold, hvor kæntring er usandsynlig skal det påregnes som en mulighed. Enhver roer skal på ethvert punkt på sin rute sikkert kunne klare en kæntring. Det vil sige i kraft af sin beklædning og konstitution kunne tåle at komme i vandet, bjærge sig selv sikkert op i kajakken og ro i land, eller bjærge sig selv og kajakken i land. Også i sommersæsonen trætter og køler ophold i vandet. I ydersæsonen medfører afkøling hurtigt stivhed og rystelser. Yderligere afkøling sløver hjernen. Vær også opmærksom på, at også efter at roning er genoptaget, kan kroppen afkøles voldsomt, især ved vind.  

Vinterroning: Kun frigivne roere må ro mellem 1. nov. og 1 maj.

Vær altid påklædt efter forholdene. Ved vinterroning anbefales som minimum påklædning efter 3-lags princippet. Vær opmærksom på at koldt vand giver kroppen et chok, med efterfølgende vejrtrækningsproblemer. Ophold i vandet vil ekstremt hurtigt resultere i afkøling, stivhed og rystelser. Yderligere afkøling sløver hjernen. Vær også opmærksom på, at også efter at roning er genoptaget, kan kroppen afkøles voldsomt, i sær ved vind. Det anbefales at der altid medbringes ekstra tøj, varmereflekterende tæppe/folie samt varm drikkelse.

Roning mellem solnedgang og solopgang:  Ved roning mellem solnedgang og solopgang medbringes hvidt lys der kan ses 360 grader.

Fællesture: Fællesture er alle ture, der ikke er arrangeret af en sluttet kreds, kun for dem selv. Alle ture med mere end fire udpeger en turleder. På fællesture er der altid en turleder. Turlederen fastlægger turen ud fra den svageste roers niveau.

Før turen: Turlederen beskriver ruten og sine forventninger til  vejrforhold og sø før isætning. Det er den enkelte roers ansvar at gøre turlederen bekendt med det, hvis han eller hun ikke sikkert kan varetage sig egen sikkerhed, som beskrevet i nødvendige kompetencer. Turlederen kan vælge at afvise at pågældende roer deltager, at omlægge ruten efter svageste roer, eller at bero på at svageste roer støttes af sikrere roere f.eks med instruktion, bistand ved kæntring eller bjærgeline. Disse støtter udpeges, helst to.

På turen: Man er ikke forpligtet til at tage på fællestur men: Deltagelse på en fællestur forpligter! Enhver roer, der udgår på en fællestur, må forvente at indgå i turlederens samlede vurdering af turens sikkerhed. Således må ingen roer forlade en fællestur uden efter aftale med turlederen. På fællesture, som på alle andre ture, ror man i én gruppe. Svageste roere ror forrest. Stærkere roere har ansvaret for at holde gruppen samlet. Stærke roere henvises til at ”krydse på ruten”, eller ”ro feltet rundt”, hvis marchfarten er for lav. Mindst én roer bliver som støtte for roere, der er på ture ”over niveau”. Hvis der er elementer der under turen udvikler sig ud over hvad man føler sig tryg ved har man pligt til at sige dette til turleder.

Faaborg Havkajakklub.